Artikler / Coronavirus

Hvornår må man rejse igen?

Hvornår kan vi rejse igen? Lær mere om rejser efter coronavirus pandemien, og hvilke tiltag der kan blive indført for at gøre det muligt at rejse igen.

Coronavirus pandemien har sat en hidtil uset stopper for internationale rejser med rejserestriktioner og grænse nedlukninger i hele verden.

Et af de spørgsmål mange står tilbage med er hvornår det bliver sikkert at rejse igen. I denne artikel vil vi forklare hvad der skal til for at man kan åbne op for rejser igen og hvordan rejseindustrien vil se ud efter coronavirus pandemien.

Hvornår kan vi rejse igen?

Desværre er der ikke noget simpelt svar på hvornår vi kan rejse igen, da en række vigtige milepæle skal nås før det er sikkert at rejse.

Vi skal have vaccineret så mange som muligt mod COVID-19 og de enkelte lande skal finde en måde at holde coronavirus smitten nede på et lavt niveau.

Skal vi vente indtil alle er blevet vaccineret mod coronavirus?

Man ved endnu ikke med sikkerhed hvor stor en andel af en befolkning, der skal vaccineres, før pandemien er under kontrol.

Ifølge Sundhedsstyrelsen viser beregninger fra udlandet, at man kan begynde at se vaccinernes effekt når 15-20 procent af befolkningen er vaccineret.

Selvom vi endnu ikke har vaccineret så mange i Danmark, viser nye tal, at COVID-19 vaccinerne allerede er begyndt at virke i landet. Størstedelen af danske coronavirus dødsfald er nemlig foregået på plejehjem, men efter vaccineindsatsen er både antallet af tilfælde og dødsfald på plejehjem faldet markant.

De nye tal peger altså på, at vi måske ikke behøver at vente til alle er vaccinerede mod coronavirus før vi kan rejse. Og her er læge og medstifter af Practio, Jonas Nilsen, enig: “tallene fra Danmark, men også fra Storbritannien og Israel, hvor de har vaccineret markant flere, viser, at COVID-19 vaccinerne hjælper med at begrænse smittespredningen. Jeg tror derfor ikke, at vi behøver at vente med at rejse før alle er vaccineret. Når vaccinerne begynder at have en effekt i de enkelte lande, kan vi godt begynde at rejse igen, selvfølgelig stadig med forholdsregler.”

Kan jeg booke en ferie i år?

Det er svært at svare på præcis hvornår det er sikkert at booke en ferie, men med en global vaccineindsats, er det måske muligt at kunne rejse i år. Det er dog en god idé at vente med at booke en rejse til udlandet, før vi har nogle klare svar. “Selvom coronavirus vaccinerne giver os et håb om, at vi godt kan komme ud at rejse i år, anbefales det, at man venter på, at myndighederne løfter rejserestriktionerne før man booker en rejse”, siger Jonas Nilsen.

I øjeblikket fraråder den danske regering alle rejser til hele verden, og det tilrådes, at man følger myndighedernes anbefalinger.

Coronavirus rejserestriktioner skal løftes

Det er vigtigt at huske, at hvert land skal udarbejde planer for genåbning og implementere dem, før man kan rejse igen.

Det betyder altså, at du ikke nødvendigvis kan rejse til din næste drømmedestination, bare fordi vi åbner op i Danmark, og det er derfor vigtigt, at du tjekker de gældende restriktioner i de enkelte lande, før du booker en ferie.

Rejser efter coronavirus

Rejseindustrien vil uden tvivl se anderledes ud efter coronavirus pandemien. Når myndighederne løfter restriktionerne, og det bliver sikkert at rejse igen, vil der højst sandsynligt komme et boom i internationale rejser, da mange vil have et behov for at komme ud i verden efter over et år med restriktioner og nedlukninger.

Lande, der i høj grad afhænger af turisme, vil sandsynligvis indføre forskellige tiltag, eksempelvis prisnedsættelser, for at friste rejsende til at besøge dem igen efter pandemien.

I øjeblikket taler man i Danmark om at indføre et vaccinepas, der skal dokumentere, at man er blevet vaccineret mod COVID-19. En del lande både i og uden for EU har udviklet eller er i gang med at udvikle et vaccinepas, og det kan altså være, at det bliver en integreret del af rejser i fremtiden.