P Piller
Hvor gammel skal man være for at få p-piller?
De fleste piger starter først på p-piller, når de har fået deres første menstruation og er begyndt at dyrke sex. Der kan dog være årsager til at begynde på p-piller, selvom du ikke er seksuelt aktiv. P-piller kan nemlig bruges til at behandle menstruationssmerter, kraftige menstruationsblødninger og akne.
P-piller er et præventionsmiddel, der beskytter mod uønsket graviditet. Som udgangspunkt gives p-piller ikke, før du har fået din første menstruation og er seksuelt aktiv.
Der kan dog være andre grunde til at begynde på p-piller – det kan være, du er plaget af kraftige menstruationssmerter, kraftige menstruationsblødninger eller har svær akne. P-piller kan bruges til at behandle disse tilstande og kan derfor i disse tilfælde tages også tages selvom, du endnu ikke er seksuelt aktiv.
Der er som sådan ikke nogen nedre aldersgrænse for, hvornår du må begynde at tage p-piller. Det kan dog være en god idé at vente med at begynde at tage p-piller til din egen menstruationscyklus er blevet regelmæssig, og du har lært din cyklus at kende.
Når du tager p-piller, er det nemlig ikke en egentlig menstruation, du har, når du bløder og din cyklus vil være styret af p-pillerne.
Læs mere om menstruation på p-piller
Skal mine forældre vide, at jeg tager p-piller?
Det afhænger af, hvor gammel du er. Det er dog ofte en god idé at inddrage dine forældre, så de ved, at du har sikker sex, og at du selv tager ansvar for din egen beskyttelse mod uønsket graviditet. Dine forældre kan også hjælpe dig med at være opmærksom på eventuelle bivirkninger til p-piller.
Hvis du er under 15 år gammel
Når du er under 15 år gammel, kan din læge ikke udskrive p-piller uden, at dine forældre giver lov til det. Altså skal dine forældre i alle tilfælde inddrages, inden du begynder at tage p-piller.
Hvis du er mellem 15 og 17 år gammel
Er du mellem 15 og 17 år gammel, er det din læges vurdering, om dine forældre skal inddrages. Hvis din læge af en eller anden grund er bekymret for dig eller mener, at det vil være til gavn for dig, at dine forældre ved, at du tager p-piller, kan din læge vælge at fortælle det til dine forældre.
Dette kan måske virke som et tillidsbrud, men man skal huske på, at lægen vil dig det bedste. Det er ikke en hemmelighed, om lægen vælger at fortælle dine forældre om dit p-pilleforbrug. Du kan altid spørge lægen, hvorfor han eller hun mener, at dine forældre skal informeres.
Hvis du er fyldt 18 år
Er du fyldt 18 år, er det helt din egen beslutning, om dine forældre skal kende til dit p-pilleforbrug eller ej.
Kan man være for gammel til at tage p-piller?
Nej, som udgangspunkt kan du ikke være for gammel til at tage p-piller. Er du fuldstændig sund og rask, kan du i princippet tage p-piller helt indtil, du går i overgangsalderen. Der er dog nogle særlige tilfælde, hvor det anbefales, at du stopper. Hvis f.eks. du er over 35 år gammel og ryger, anbefales det, at du stopper med at tage p-piller.