P Piller
Hvornår skal jeg stoppe med at tage p-piller?
Du kan stoppe med p-piller når som helst i din cyklus. Der er flere årsager til at stoppe med at tage p-piller. Det kan være, du er generet af bivirkninger eller ønsker at blive gravid. Der er også tilfælde, hvor p-piller kan være sundhedsskadelige, og du derfor skal stoppe med at tage dem. Det kan fx være, hvis du har haft en blodprop.
Der kan være mange forskellige årsager til at stoppe med p-piller. Det kan være, at du har lyst til at prøve en anden præventionsform, eller ønsker at blive gravid. Det kan også være, at du er så generet af bivirkninger, at du bliver nødt til at stoppe.
Hvornår kan jeg stoppe med p-piller?
Hvis du ønsker at stoppe med at tage p-piller, kan du stoppe fra den ene dag til den anden. Hvis du tager den sidste p-pille på dag 21, som du plejer, vil der opstå den sædvanlige menstruationslignende blødning, som normalt kommer i p-pillepausen. Stopper du med at tage p-piller midt i en pakke, vil der i de fleste tilfælde også opstå en menstruationslignende blødning efter et par dage.
Hvad sker der, når jeg stopper med p-pillerne?
Når du stopper med p-piller, vil du som regel få en blødning et par dage efter. Blødningen svarer til den blødning, du plejer at have i p-pillepausen og er derfor ikke en rigtig menstruationsblødning.
Din krop vil igen begynde at producere kønshormoner, men det kan tage lidt tid før hormonerne igen er i balance. Derfor er det helt normalt, at din cyklus er lidt uregelmæssig de første par måneder, efter du er stoppet med p-piller. I gennemsnit går der 3 måneder før, du igen har ægløsninger og naturlige, regelmæssige menstruationsblødninger.
Hvornår kan jeg blive gravid efter p-piller?
Du kan blive gravid ligeså snart, din naturlige cyklus er vendt tilbage. Det kan variere meget fra kvinde til kvinde, hvor lang tid der går, før den naturlige menstruationscyklus vender tilbage. For de fleste går der omkring 3 måneder. I de 3 måneder er chancen for at blive gravid lavere. Herefter er chancen for at blive gravid ligeså stor som for kvinder, der ikke har taget p-piller.
Læs mere om, hvornår man kan blive gravid efter man er stoppet med p-piller
Hvornår anbefales det at stoppe med p-piller?
Hvis du er sund og rask, er der ingen grund til at stoppe med p-pillerne, fordi du når en bestemt alder, eller fordi du har taget dem i mange år i træk. Risikoen for visse bivirkninger stiger dog med alderen. Det anbefales derfor at tage en snak med egen læge, når man runder 35 årsalderen for at diskutere fordele og ulemper ved at forsætte med p-piller.
Der er tilfælde, hvor p-piller kan være sundhedsskadelige. I de tilfælde skal man stoppe med p-pillerne.
Du skal stoppe med at tage p-piller hvis:
- Du har haft en blodprop
- Du ryger mere end 15 cigaretter om dagen og er over 35 år gammel
- Du har udviklet brystkræft
- Du har udviklet migræne, efter du er begyndt med p-piller, hvis du ikke havde migræne før, du startede med p-piller
- Du har migræne med aura
Hvis du har haft en blodprop
Hvis du har haft en blodprop i enten benet, lungerne, hjertet eller hjernen, skal du stoppe med at tage p-piller. P-piller øger særligt risikoen for blodpropper i benene og lungerne. For at forebygge, at der opstår en ny blodprop på et senere tidspunkt, bør du stoppe med p-piller.
Blodpropper forekommer meget sjældent hos unge kvinder. Hvis du som ung kvinde får en blodprop i benet, bør du undersøges for genmutationer, der øger risikoen for blodpropdannelse.
Hvis du har et nært familiemedlem (forælder, bror/søster eller barn), der har haft en blodprop i en ung alder, anbefales det, at du undersøges for genmutationer, inden du begynder at tage p-piller.
Hvis du er ryger og over 35 år gammel
Vigtige risikofaktorer for at udvikle blodpropper er alder og rygning. P-piller frarådes derfor til kvinder, der ryger og er ældre end 35 år.
Alle kvinder, der starter på p-piller, anbefales rygestop uanset alder.
Hvis du har udviklet brystkræft
De fleste brystkræftceller er følsomme over for hormonerne i p-piller. Det vil sige, at en kræftsvulst kan vokse hurtigere, når du tager p-piller. Derfor skal du stoppe med p-piller, hvis du udvikler brystkræft.
P-piller øger ikke i sig selv risikoen for at udvikle brystkræft og kvinder, der tidligere har haft brystkræft, frarådes som udgangspunkt ikke at tage p-piller
Hvis du har migræne uden aura
Hvis du havde migræne, inden du startede på p-piller og er under 35 år, er der ingen grund til at stoppe med p-piller. P-pillerne kan i nogle tilfælde bedre dine migræneanfald – især hvis de er menstruationsrelaterede.
Hvis du derimod udvikler migræne, mens du tager p-piller, skal du stoppe med at tage p-piller.
Er du over 35 år, er anbefalingerne i forhold til migræne og p-piller lidt anderledes. Du frarådes at tage p-piller, hvad enten du havde migræne, før du startede med p-piller eller har udviklet det, mens du har taget p-piller.
Hvis du har migræne med aura
Hvis du har migræne med aura, må du ikke tage p-piller. Det gælder for kvinder i alle aldre – uanset om du havde migræne med aura, inden du begyndte på p-piller eller har udviklet det, mens du har taget p-piller.
Læs mere om p-piller og hovedpine
Hvad er migræne med aura?
Migræne med aura er en form for migræne, hvor hovedpineanfaldet kommer efter en periode på omkring en halv time med synsforstyrrelser og/eller føleforstyrrelser i den ene side af kroppen. Du kan også opleve syns- og føleforstyrrelser uden, at det nødvendigvis efterfølges at et hovedpineanfald.