Minipiller

Minipiller og bivirkninger

Der er meget få bivirkninger til minipiller. Den hyppigste er blødningsforstyrrelser såsom pletblødninger, gennembrudblødninger og uregelmæssige menstruationer. Minipiller kan øge din risiko for depression en smule – især hvis du er under 20 år gammel. En fordel ved minipiller er, at de ikke øger risikoen for blodpropper, som p-piller gør.

Den mest almindelige bivirkning til minipiller er blødningsforstyrrelser. Blødningsforstyrrelser kan være pletblødninger, gennembrudsblødninger og ændringer i din menstruation. Omkring halvdelen af kvinder, der starter på minipiller, oplever blødningsforstyrrelser i den første tid. Efter 1,5 år på minipiller er blødningsforstyrrelserne aftaget markant hos de fleste og efter et par år, vil de fleste have en regelmæssig cyklus på minipiller.

Du skal tage dine minipiller, som du plejer selvom du oplever uventede blødninger.

Blødningsforstyrrelser kan inddeles i:

  • Pletblødninger
  • Gennembrudsblødninger
  • Ændringer i din menstruation

    Pletblødninger

Pletblødninger er små, brunlige blødninger, som kommer på tidspunkter i løbet af din cyklus, hvor du normalt ikke ville bløde. Pletblødninger er ufarlige, men kan være generende.

Gennembrudsblødninger

Gennembrudsblødninger er blødninger, der ligner en menstruationsblødning, men som kommer på et andet tidspunkt i din cyklus og derfor ”bryder igennem” din cyklus. Du kan have brug for bind, tampon eller menstruationskop, ligesom når du ellers har menstruation.

Ændringer i din menstruation

Omkring hver 10. kvinde oplever, at menstruationen udebliver, når de har taget minipiller i en længere periode. Hvis du er i tvivl om, du er gravid, er det en god idé at tage en graviditetstest for at være sikker på, at graviditet ikke er grunden til, at din menstruation ikke kommer, som den plejer.

Udeblivende menstruation er ufarligt og påvirker ikke din mulighed for at blive gravid, når du stopper med minipillerne.

Minipiller kan også give uregelmæssige menstruationer, hyppigere menstruationer eller i få tilfælde forlænge dine menstruationer, så du bløder i flere dage. De fleste kvinder oplever dog, at deres menstruationer bliver kortere, og at de bløder mindre kraftigt, når de tager minipiller.

Tal med din læge, hvis du er generet af blødningsforstyrrelser.

Brystspændinger

Brystspændinger er din krops reaktion på det hormon, som minipillerne indeholder. Brystspændinger opleves slet ikke ligeså ofte som blødningsforstyrrelser og går i de fleste tilfælde over i løbet af de første par måneder på minipiller.

Kvalme/mavesmerter

Er ligeledes kroppens reaktion på hormonet i minipillerne. Ubehaget går ofte over i løbet af et par måneder.

Akne

Hormonet i minipiller – gestagen – har vist sig at give akne hos nogle kvinder. Uren hud ses dog meget sjældent som en bivirkning til minipiller. Bivirkningen er mere almindelig hos kvinder, der bruger hormonspiral eller hormonimplantater, som indeholder det samme hormon som minipillerne.

Depression

Ny forskning har vist, at minipiller og andre præventionsmidler med hormoner i øger kvinders risiko for at få en depression en smule. Særligt unge kvinder i risiko for at få en depression, når de tager minipiller. Det er derfor en god idé at være opmærksom på store ændringer i dit humør og din sindsstemning, når du starter på minipiller.

Risikoen for depression falder igen, når du har tager minipiller i mere end 6 måneder.

Tager man på?

Vægtstigning er en frygtet bivirkning til minipiller. Forskning har dog ikke vist nogen sammenhæng mellem at tage minipiller og tage på i vægt. Til gengæld er det en helt naturlig del af unge kvinders udvikling at tage en smule på i vægt i løbet af teenageårene. Tager du på i vægt, mens du tager minipiller, har det altså højst sandsynligt ikke noget med minipillerne at gøre.

Mest læste

P Piller
Hvornår kan man blive gravid efter p-pille stop?
Minipiller
Minipiller i graviditet og efter fødsel
P Piller
Hvornår virker p-piller?
P Piller
Hvor gammel skal man være for at få p-piller?
P Piller
Hvilke p-piller er bedst?

Få din receptfornyelse via Practio og pillerne sendt med posten

Et apotek sender pillerne og du modtager dem, inden du løber tør

Læs mere